Tysk – Dansk Udstilling
Takuya Kurihara (DE/JP), Julia Sand (DE) & Poul Weile (DK)
Galleri Heike Arndt DK inviterer med stor fornøjelse til en ny tysk-skandinavisk udstilling, denne gang med dansk deltagelse. I vores anden udstilling i 2012 viser vi figurative bronzeskulpturer af kunstneren Poul Weile (DK), tegneserieinspirerede collager af Julia Sand (DE) og underfundige akrylmalerier af Takuya Kurihara (DE/JP). Værkerne ironiserer på forskellig vis over hverdagen.
Poul Weile
Poul Weile er en anerkendt dansk billedhugger. I sit kunstneriske virke blander Poul Weile på postmodernistisk vis forskellige materialer og udtryk, og med en hvis ironi afspejler værkerne hverdagens situationer. Et gennemgående tema hos Poul Weile er menneskeskikkelsen. De ofte nøgne erotiske kroppe, som optræder i både hans skulpturer og collager, indgår bl.a. i mytologiske sammenhænge og udtrykker menneskelige sindstilstande.
Julia Sand
I den tyske kunster Julia Sands værker tematiseres masseproduktionens evindelige skabelse af materielle behov. I mødet med Julia Sands store collager bliver beskueren konfronteret med de allestedsnærværende larmende reklamer og deres uoverskuelige æstetik. Netop denne umiddelbart banale hverdag er ofte motivet i Julia Sands værker..
Takuya Kurihara
Takuya Kurihara undersøger i sine store akrylmalerier gennem linjer og farver vores menneskelige univers. Malerierne vækker i deres detaljerigdom en nysgerrighed og sender beskueren ud på en opdagelsesrejse. Som et kalejdoskop træder der uafbrudt nye historier frem for beskuerens øje. I Takuya Kuriharas lette tegninger synes linjerne næsten at svæve, og man kan derigennem fornemme kunstnerens asiatiske baggrund.