Tysk – Norsk udstilling
Karina Herteig (NO), Stephan Groß (DE) & Kari Aasen (NO)
Galleri Heike Arndt inviterer til en ny tysk-skandinavisk udstilling. Vi er meget stolte over for første gang at præsentere de to norske kunstnere Karina Herteig og Kari Aasen i rækken af skandinaviske kunstnere. Vi er ligeledes også glade for at introducere den tyske kunstner Stephan Groß, som udstiller sine fotocollager i galleriet for første gang.
Karina Herteig (NO)
Karina Herteig er en anerkendt norsk kunstner for hvem kærligheden til eksperimenterende og legende former i forskellige materialer er i centrum. Værkerne i hendes serier har altid en fælles udgangspunkt, som individuelt bearbejdes og varieres i et givent materiale og værk.Inspirationen fra hendes ophold i Asien i samspil med hendes skandinaviske rødder spores tydeligt. I sine skulpturer lader hun sig aldrig begrænse af materialet,tværtimod indvier hun beskueren i hendes leg med formen og overraskende overflader.
Kari Aasen (NO)
Samspillet mellem form og farve er afgørende for den norske keramiker Kari Aasens æstetik. Værkernes både organiske, poetiske og sårbare klang er vigtige karakteristika hos Aasen. De seneste år har hun rejst i Kina, og dette har præget hendes værker. Kinesisk teknik og formsprog blandet med Karis egen evne til at fabulere over verden, vidner om en kunstner, der konstant er i udvikling. Kombinationen af Aasens æstetik og underfundige værkstitler fører beskueren ind i en poetisk og næsten tidsløs verden. I september 2011 vandt hun sølv ved GICB 2011 i Korea.
Stephan Groß (DE)
Den tyske kunstner Stephan Groß viser i sine værker både skønhed og livets skyggesider. Hans farverige fotokollager belyser verdens forskellige virkeligheder. Dette sker på næsten demokratisk vis i hvert værk, hvor den smukke og den barske del får lov til at fylde lige meget og giver anledning til eftertanke. Således skabes en dynamik i både de underliggende temaer og i selve kompositionen. Tematiseringerne i billedopsætninger er det centrale og værkerne er forstyrrende, forførende og tiltrækkende samtidig.