Ekaterina Ezhkova (RU)
(text by From Robin Cracknell, London 2007)
Fra Robin Cracknell, London 2007.
Blandt de titusindvis af kunstnere, der viser deres værker på Saatchis online-websted, er Ekaterina Ezhkovas galleri et af de meget få, der fik mig til at stoppe op og dvæle og besøge det igen og igen. Som tema kan hukommelse og nostalgi overspilles, og der er bestemt ikke mangel på kunstnere, der udforsker dette område, men Ezhkova har en måde at genopstille visse familiescenarier på, som både er trøstende og samtidig mærkeligt foruroligende: små børn i vinterjakker, den strenge, formidable matriark bag mørke briller, en ung pige, der stirrer op i kameraet, og fotografiet løfter hende ud af tiden og genbesøges nu som et maleri.
Et tegn på Ezhkovas talent og hendes evne til at skabe kontakt til sit publikum er, at jeg, på trods af at jeg hverken har samme alder eller nationalitet som hendes motiver, så og følte min egen barndom i hendes billeder. Hendes figurers positurer er mine egne forældres og bedsteforældres positurer i mit familiealbum, og det er bemærkelsesværdigt for mig, at hun har fanget alderens autenticitet så godt med sin palet af afdæmpede farver og sparsomme linjer. Jeg elsker den måde, hvorpå hun lader dele af lærredet stå blottet og nogle figurer være helt malet, mens andre blot er skitser, som om der, ligesom i alle minder, altid er noget utydeligt, noget halvt glemt, en følelse, der uundgåeligt forbliver uforløst.Der er så meget følelse i Ezhkovas malerier, men de er alligevel helt renset for enhver form for åbenlys sentimentalitet.
Ekaterina Ezhkova (RU)
Ansigterne er ikke konventionelt smukke, og kun få smiler, men de er alle gennemsyret af den samme slags sandhed som det arketypiske familiefoto, og figurerne er ikke blot modeller, men virkelige mennesker, elskede, sørgende og mindede. Ezhkovas fortælling synes at være præget af ægte hengivenhed, men der er mere end et strejf af sorg her – en sorg over længsel måske, over mennesker og steder, som hun aldrig kan gense, undtagen ved at male dem.Ezhkovas teknik – især i hendes nyere værker, hvor hun maler over et farvet mønster og nogle gange lader dette lag skinne igennem – er ganske fuldendt for en kunstner, der stadig er relativt ung. Hendes emne er universelt, men hendes beherskelse af emnet er sjælden, og jeg har set meget få kunstnere, der udforsker barndom og familieforhold med en sådan tyngde og sandhed og alligevel med en sådan hengivenhed. Hendes værker er skriftlige og tydeligvis meget personlige, men de er ekstraordinære i den måde, hvorpå de synes at inddrage os, beskueren, i hendes historie. I hvert maleri synes der at være en historie tilknyttet, som om vi kun ser et glimt af en større fortælling, og det er dette glimt, denne nysgerrighed efter flere detaljer, der gør disse malerier så overbevisende. Ligesom barndommen selv er Ezhkovas værker dybtgående, uigennemskuelige og uforglemmelige.
Siblings Boy
