Modspil
9.2.2013 – 12.05.2013
Hans Ticha (DE)
Oplev et historisk vingesus når Hans Tichas fantastiske nye udstilling ”MODSPIL Hans Tichas kritiske kunst før og efter murens fald” vises 9. februar – 12. maj på Arbejdermuseet.Hans Ticha hører til blandt de vigtigste nulevende tyske kunstnere, grafikere og illustratorer, der har oplevet og beskrevet de sidste 50 år af Tysklands dagligdag og historie igennem kunstværker. Mennesket er den centrale figur i Hans Tichas værker ofte med grotesk forstørrede hænder og små ansigtsløse hoveder. Hans temaer er magtelitens selvfremstillinger, og regimets brug af ritualer og symboler. Værkernes ironiske, kritiske kommentarer til DDR-regimets selvbilleder udgør et kvalificeret supplement til at få indblik i nyere tysk historie samt nutidens Tyskland set med skeptiker Hans Tichas øjne.
Hans Ticha leverer med sine oliemalerier en førstehåndsberetning om, hvordan det var at leve i det delte Tyskland under ideologernes kamp. Kunstneren boede indtil murens fald i Østtyskland og flyttede umiddelbart derefter til Vesttyskland. Kendt for sine fantastiske grafiske værker og mere den 60 bogillustrationer blev Tichas samfundskritik ikke mindre bidsk, når han fældede dom over det vestlige samfund: symbolet på DDR’s ungdomsorganisation, den blå skjorte, afløses af den nøgne hud i det forenede Tyskland, mens broderkyssene erstattes af kys fra Ferrero.
Hans Tichas malerier indeholder et hav af historiske referencer, der spænder fra den storpolitiske scene til den enkelte borgers hverdag under og efter regimet.