Giovanni Tonello (IT)
Text written by GHA
I sine tryk i små formater kombinerer Giovanni Tonello koldnålsraderede cd’er med præget papir for at skabe fortryllende perspektiver, som minder om den abstrakte oplevelse af musik.
Ved at indgravere symmetriske motiver danner den italienske kunstner rytmiske mønstre i sprudlende retroagtige farver. Højdeforskellene i det prægede papir trækker beskuerens øjne i en nærmest psykedelisk oplevelse af at blive suget gennem mønstrenes dybe perspektiver og geometriske forsvindingspunkter. Det stort set uddøde cd-medium fra præ-digitale tider og de stærke farver, som man finder i blyindfattede ruder fra 70’erne, giver billederne en nostalgisk tone og får dem til at fungere som portaler til en anden tid. De abstrakte motiver mimer desuden fornemmelsen af at forsvinde ind i musikkens magiske rum.
Som det er tilfældet med farver og geometriske mønstre, udfolder musikkens tonale sprog sig hinsides ord og efterlader et mangefacetteret udtryk. Værkerne kan dermed ses som en homage til musikkens særegne udtryk af rytmer og harmonier, der formår at transportere lytteren til andre verdener og tider. Fortab dig selv i Tonellos portaler af farver og toner og se, hvor du ender!
Find more works in our webshop >>>
Portale #2 Portal