Milos Djordjevic (RS)
Text written by GHA
Milos Djordjevics monokrome sort-hvide silketryk i små formater viser tankevækkende fremstillinger af hunde filtret ind i bizarre rør.
Den serbiske kunstner bruger silketryk-metoden til at kontrastere hunde og menneskeskabte konstruktioner ved at fremstille disse i hver deres stil og udtryk. De rørformede genstande skinner således klart og stærkt i en tæt sort-hvid farvelægning, mens et helt andet spil af lys og skygge løber gennem hundenes pels og dermed skaber en stilistisk modsætning mellem de organiske dyr og de sterile, masseproducerede rør. Ikke desto mindre er de smidige hunde dybt viklet ind i et klaustrofobisk virvar af rør og lemmer, som skaber glidende overlap mellem de slanke, elegante dyrekroppe og de glatte metalstænger.
De enigmatiske kompositioner slører således linjerne mellem det naturlige og det kunstige i absurde scenarier, hvor kategorierne filtres uløseligt sammen. Røg eller ligefrem ild ser ud til at lække fra rørene og kan tænkes at pege på både tempoet og de potentielle risici ved de industrielle og teknologiske fremskridt, som har grebet vores verden og påvirket stort set alle aspekter af vores liv. De melankolske, forvirrede og endda resignerede udtryk i hundenes ansigter synes at opsummere en gennemgående uvished. Kendt som menneskets bedste ven vidner hunden desuden om vores succesfulde domesticering af de engang vilde dyr, som gennem historien har spillet en stor rolle fra arbejdsdyr i Arktis til fårehunde og elskede kæledyr. I et tiltagende urbaniseret landskab kan man nu reflektere over vores (mis)brug af dyrene og overveje, om deres rolle vil blive marginaliseret, når og hvis vi formår at domesticere fremtidens teknologier, så de kan udfylde vores behov i stedet. Ved at stille den slags spørgsmål sætter Djordjevics værk fokus på den eskalerende teknologi og industrialisering, som har tvunget os alle ind i en ny verdensorden og inviterer dermed beskueren til at gøre sig overvejelser om den moderne verdens kompleksitet.
Find more works in our webshop >>>
Seamless #3 Seamless #4