Emilee Sheldon (GB)
Text written by GHA
Emilee Sheldons sorte linoleumssnit i brede formater skildrer dyr i et både festligt og absurd karneval. Den britiske kunstner leger med klassiske kompositioner som triptykon og stilleben, der traditionelt forbindes med forfald og forgængelighed, og skildrer originale scener, hvor dyr både optræder som gæster og kulinariske indslag til overdådige fester
Eftersom linoleumsteknikken ikke rummer skygger, men efterlader en dækkende sort farve, får værkerne en tydelig, skarp stil, som er rig på detaljer og bevægelse, hvor klassiske ornamenter og legende tegneserietræk sameksisterer i en humoristisk spænding.
Når man ser nærmere efter, bliver de tilsyneladende glade scener imidlertid mere komplekse og absurde. I ét billede ser vi fx dyr iført tøj og rekvisitter, mens de i et andet udgør ingredienserne i et eksklusivt måltid. Flammer er desuden et tilbagevendende motiv, som til tider er svært at skelne fra de ornamenterede blade.
På den måde filtres overflod og undergang sammen, og festen brænder både metaforisk og bogstaveligt. Værkerne forholder sig dermed til aktuelle temaer og spørgsmål om overforbrug, konsumerisme og dekadence. Sheldons linoleumstryk opfører kort sagt en dance macabre mellem slagtehal og karneval, der tilbyder beskueren en munter skål med de glade dyr, men giver samtidig en forsmag på morgendagens tømmermænd.
Find more works in our webshop >>>
Nothing To Sea Here Intro