Heike Ruschmeyer (DE)
Heike Ruschmeyer, som tidligere har haft en soloudstilling på Berliner Kunsthalle, dokumenterer gerningssteder, med døde børn som omdrejningspunkt. Værkerne er ikke for sarte sjæle, men er en dokumentation af virkeligheden. Værkerne skærper blikket på nutiden og fortiden og har alle museumspotentiale og vil med sikkerhed efterlade et uudsletteligt spor i bevidstheden.
Kunstner Heike Ruschmeyer (DE) maler udfordrende værker, der kan være svære at glemme.
Berliner Kunsthalle præsenterede Ruschmeyers værker for flere år siden i en soloudstilling. Værkerne dokumenterer gerningssteder og er ikke for sarte sjæle – en dokumentation af virkeligheden også i Tyskland. Ruschmeyer bruger billeder fra kriminologi og retsmedicin som udgangspunkt til hendes skildringer af selvmord eller ofre for vold. I sine malerier fortæller hun ingen individuel skæbne, ikke en biografi eller historie, det handler om erkendelse og overgang til en anden sfære. Ofte fortsætter hovedpersoner dermed livet i disse store formater. En anden fremmedgørelse skeer med rejsningen til en lodret position af de oprindelige hvilende Figurer. Figurerne bliver monumentale, og formå og få deres eget liv ud over døden og synes endda nogle gange til at sove i sikkerhed.
Heike Ruschmeyer (DE)
I slutningen af halvfjerdserne opstå de første udtryksfulde arbejder, der slippe deres foto dokumentation. Forskellige materialer såsom sand, stof stykker eller papir bliver inkorporeret i malingens overflade. Ruschmeyer beskæftiger sig med terrorisme i Forbundsrepublikken Tyskland i malede portrætter af Raspe eller Ulrich Wessel. Parallelt skaber hun portrætter af torturofre. Fra 1984 findes i monolog serien, til dato mere end 240 malerier i forskellige formater, som er nummereret med romertal. Siden midten af halvfemserne vier Ruschmeyer sig til børns portrætter. Fra 2006 beskæftige hun sig i LaLeLu serien, tematisk med familie dramaer og omsorgssvigt. En anden serie fra 2009 behandler omkring 180 små formater med portrætter af forsvundne børn.
En uhyggelig atmosfære er over hendes storformat portrætter, hvis stilhed synes at fremkalde tanken om den evige fred i de døde,men også bange anelser. Ofte forstørrer Ruschmeyer de fotografiske originaler i hendes malerier, unretouchered og klinisk fanger disse portrætter beskuerne allerede på lang afstand.
Siden hendes tidlige år er Heike Ruschmeyer forblevet tro mod emnet døden,hvilket gav hende også en alvorlig karriere tilbageslag.Hendes værker vises i store museer såsom Ludwig Forum Aachen, Kunsthalle Hamburg eller Sprengel Museum Hannover, dog dagens kunstmarked tager ikke denne udfordring op.I Ruschmeyer opdager man en kunstner, der beskæftiger sig konsekvent som få andre med forholdet mellem fotografi og maleriet. Med hendes billeder genoptager hun en tråd fra fotografiets historie. Symbolsk genoplivning uden patos.
Det er bestemt ikke tilfældigt, at Heike Ruschmeyer vælger i et større antal billeder, dem som skabeloner der kunne fungere som dødsmasker. Optagelser er typisk taget af , kriminologer og Ligsynsmændene. Billederne mangler enhver patos af opstandelse: På dem ses ikke Lazarus, ingen frelse fra den voldelige jammerdal. Når de døde forlader de levende, er der en skeptiske håb om en tryg søvn i sikkerhed.
Især forstemmende er Ruschmeyers maleriske melankoli på hendes portræt serie af små børn. De bærer stemningsfulde titler som “Silent” eller børnesangen “Sov, mit barn,sov”, og afvise hele spektret af forældrenes skyld uden at være sensationelle eller endda upassende. Heike Ruschmeyer har valgt et følsomt emne her !
For hendes seneste serie af malerier bladre Ruschmeyer gennem familie album af hendes tante. “ De der fascinerede mig ved fotoerne fra 1935-39″ sagde Ruschmeyer “var, at Karins far og Karin vises så alvorligt i en alvorlig tid. Der var ikke en eneste barn-smil-nu-foto Denne mærkelige meddelagtighed mellem pigen og hendes far bliver forstærket på disse små-format billeder. Ruschmeyers tante som barn virkede som om hun var omkring hundred år gammel og vidste langt mere, end de hun kunne bære på hendes smalle skuldre. Uanset om allerede her den forestående historiske ulykke kryber ind i billedet eller kun et dystert familiedrama skaber Ruschmeyer en ængstelig forudanelse hos beskueren.
Se flere arbejder i vores webshop>>
Monolog CXLIII Monolog CXXXII
