Kim Jeongeun (KR)
Text written by GHA
Kim Jeongeuns tryk i smalle formater kombinerer en række teknikker fra rene sort/hvide raderinger til akvatinter i livlige farver. Hendes billeder gengiver forvirrede, skønt nysgerrige bamser, der leder efter en plads i verden.
Ved at bruge forskellige teknikker såsom radering, mezzotint og silketryk, udforsker den koreanske kunstner forskellige udtryksformer fra billede til billede og efterlader dermed et eksperimenterende udvalg af værker. Denne vedvarende undersøgelse vidner om en søgende og næsten tøvende tilgang, som spejles i figurernes nysgerrige, men ofte sky og ensomme forsøg på at finde deres egen identitet. På trods af variationer i teknik og farvevalg er der en kontinuitet i Jeongeuns motiver, som viser plysbamser tegnet i simple barneagtige skitser.
De nuttede hovedpersoner og den umiddelbare tegnestil giver billederne en naiv tone og en uskyldig aura, som kan minde om skoletegninger. Ved nærmere eftersyn begynder lag, rammer og perspektiviske dybder imidlertid at træde frem og give beskueren mulighed for at dykke ned i en bred vifte af udtryk fra farveløse skitser til skinnende teksturer i reptilagtige farver. Mens vi følger bamserne gennem de forskellige scener, begynder små eventyr at opstå i en blanding af fantasi og erindring, som samtidig berører vanskelighederne ved at vokse op og beholde sin uskyld i en kompliceret verden. De delikate tryk pendulerer mellem desorientering og nysgerrighed, ligesom bamserne synes at veksle mellem længslen efter at blive set og frygten for at vise sig frem.
Find more works in our webshop >>>
Voyageur sur une Feuille Fish Dance