Biografi

Uddrag  fra bogen Response, Heike Arndt,

Udgiver Art-Vision 2008 322 sider,
illustreret i farver ISBN 978-87-983709-5-6

Morgentrafikken er begyndt i Zionkirchstrasse, midt i Berlin – kun få kilometer fra muren. Jeg har stadig lyden i mine ører.
Jeg plejede at vågne på dette tidspunkt i en lejlighed på anden sal, med brændeovn, et lille køkken og koldt vand. Om vinteren blev min dyne lagt på kakkelovnen, inden jeg skulle i seng, og dynen lugtede derfor altid en lille smule brændt. Toilettet var en halv etage nede i opgangen. Når jeg lukkede mine øjne for at falde i søvn, var jeg somme tider så heldig at kunne se tusindvis af rullende perler i alverdens tænkelige farver.

Der var leverpostejmadder i min skoletaske, fint pakket ind i pergamentpapir. Min mor underviste i det samme skolekompleks, som jeg gik i, men efter at jeg havde bestået en intelligenstest, blev jeg overflyttet til en sprogskole for særlig begavede børn. At skifte skole i tredje klasse mente nogen var mit held. Jeg kunne lægge arbejderkvarteret bag mig, men måtte samtidig sige farvel til mine venner og klassekammerater, brostenene, kulstøvet, bageriet nær vores opgang med dets pragtfulde sukkerkage samt den lille købmand længere nede ad gaden med lakridsstængerne til 10 Pfennig  – alt det jeg holdt så meget af. Jeg havde nu 40 minutter med bus til min nye skole, der hvor alle børn var lige dygtige og parate til at konkurrere.

Kort tid efter flyttede vi til et højhus, denne gang til en lejlighed på ottende etage med fjernvarme og en elevator, der som oftest ikke fungerede. Dette højhus havde ti etager med fire indgange, der var delvis forbundne samt en trist legeplads og en krigsruin som vores genbo. Når jeg legede i kælderen i denne ruin, søgte jeg altid efter noget, som jeg ikke havde en præcis forestilling om, hvad var. Fra mit vindue fulgte jeg senere ruinens nedrivning for at give plads til en parkeringsplads. Somme tider sprang nogen ud af vinduet eller trappeopgangen fra vores højhus ingen vidste hvorfor.

Vores nye hjem var nu tæt på min skole. Denne nye skole skulle uddanne fremtidens ledere. Næsten på samme tid fik jeg tilbudt en plads på både en sportsskole og en balletskole, men mine forældre takkede nej, de syntes, det var bedre for min karriere at fortsætte på sprogskolen. Jeg glemte aldrig denne tabte mulighed for en kreativ uddannelse. Jeg holdt mig meget for mig selv i min skoletid. Jeg var dygtig til gymnastik og litteratur, men i de andre timer vandrede mine tanker oftest til den musik, jeg havde hørt, til billeder, jeg var ved at male eller tekster, jeg skrev. Jeg var ikke vild med skolen, og hjemmeopgaverne var svære at gøre færdig. Om natten lyttede jeg i al hemmelighed til Rias Berlin, en vesttysk radiostation med den nyeste musik bag muren.

Min familie er fra middelklassen, ganske almindelige mennesker. Lige før muren blev bygget, overbeviste min mor min far om det fornuftige i at blive i den østlige del af Berlin. Nogen fortalte mig, at min mor var gravid, og at det var grunden til, at de giftede sig.

Jeg husker min mormor som en dame, der boede i en meget ren og fin lejlighed med blankpolerede gulve, der knirkede en anelse, når vi gik rundt. Når jeg skulle passes hos hende, fik jeg altid en blyant og et stykke papir til at tegne på. Hun havde mistet sin mand, mens jeg var lille, og det eneste, jeg husker om ham, er, at vi sad på sofaen i stuen, og han fandt på historier til mig. Efter hans død ønskede hun kun at være sammen med sin familie, der ud over min mor bestod af to andre døtre, hvoraf den ene var lærer og den anden var læge.

Min farfar elskede at male, og han malede og tegnede tålmodigt med mig i timevis. Jeg elskede også deres klaver overalt og håbede i al stilhed på, at der ville komme en dag, hvor det blev mit. Klaveret blev dog solgt, da mine forældre ikke syntes at have plads til det. Min farmor sang ofte og gerne. Hun havde altid drømt om en fremtid som operasangerinde. Men så kom krigen og slog hendes drømme itu og efterlod min farfar med en granatsplint i hovedet. Jeg elskede at tilbringe min tid hos dem. Jeg legede udenfor mellem hønsene og under kirsebærtræerne og rørte himlen med mine tæer, når jeg gyngede i haven. Da jeg blev ældre tilbragte jeg min tid i skunkene under taget med gemte bøger om Afrika og kolonierne skrevet med gammel gotisk skrift eller strejfede om med min kusine Gabi og de andre fra landsbyen.

Fru Knospe, en gammel dame, boede på samme vej. Med sine halvfems år bar hun stadig sit brænde op til anden sal. Jeg besøgte hende ofte og gerne. Hun lavede varm chokolade, og vi sad i hendes stue og vendte siderne i hendes fotoalbum, der viste hende i spadseredragt sammen med sin mand på blegnede sorthvide fotos, og hun fortalte om deres rejse til Rockey Mountains. Jeg sad og lyttede og tegnede hende med min blyant, mens jeg drømte om store eventyr.

Vi fik til tider besøg af vores familie fra Vestberlin, og min far plejede at være fortabt i endeløse politiske diskussioner. Han var jo et ærligt menneske med principper. Han ville næsten aldrig indgå et kompromis. Aftrykket af hans velformede hånd fortalte alt for ofte om hans principper, og jeg deltog ved disse lejligheder ikke i gymnastiktimerne, da jeg skammede mig over sporene på min krop. Hans afstrafning skulle lære mig at blive et bedre menneske, og dette var jo kun til mit eget bedste.

Jeg gik med udenlandske jeans, klippede mit hår kort som en dreng og lyttede til ”Give peace a chance” af John Lennon, musik af Pink Floyd og alt muligt andet. På det sorte marked købte jeg vinylplader til for mig enorme summer. Jeg gik på bar om natten. For at kunne forlade hjemmet ubemærket trak jeg i toilettet, men efter nogle gange fandt min mor mig en tidlig morgen i døråbningen med skoene i hånden. Jeg elskede at køre med den tomme sporvogn gennem byen om natten. Sommetider gik jeg ud, med et udseende som en attenårig, for at danse eller gå til rockkoncerter.

Jeg havde forsøgt mig med andre interesser. Således prøvede jeg forskellige sportsklubber, men jeg kunne aldrig underordne mig deres grunddisciplin for længere tid ad gangen. Jeg pjækkede fra de kedelige dansetimer, begyndte at ryge og underskrev selv meddelelserne til mine forældre fra skolen. Jeg græd ikke mere, når jeg blev opdaget. Jeg elskede bøger og læste dagligt, mit eget bibliotek voksede, og jeg havde på dette tidspunkt allerede et par hundrede bøger. Jeg kunne godt lide at være mig selv, men savnede også at ligne de andre mere.

I sommerferien blev jeg ofte sendt på sommerlejr i flere uger. Normalt var jeg ret ulykkelig i selskab med piger, med al deres snak om kærester og nattehistorier. Jeg overlevede typisk som drengenes kammerat og arrangerede hemmelige natteudflugter fra lejren, bl.a. til bagerens søn i den nærmeste landsby eller også til kirsebærplukning om natten i lommelygternes lys. Dette resulterede dog i hjemsendelse fra lejren i utide.

Jeg blev femten år, og mine forældre opgav håbet om en universitetsuddannelse til mig. Også kunstakademiet afviste mig med den begrundelse, at jeg allerede ved optagelsesprøven havde vist en alt for individuel stil. Jeg havde de foregående år for det meste malet for mig selv, kun suppleret af en smule undervisning i malerskolen for børn i ”Otto Nagels Haus”. Her lærte jeg også linoleumstryk.

Nu skulle jeg finde mig en ny uddannelse. Til min store overraskelse støttede min far mig i min søgen, efter at han havde opgivet at lave en kvindelig ingeniør ud af mig. Jeg søgte en plads som keramiker og som stenhugger og fik begge pladser tilbudt. I slutningen af sommeren besluttede jeg mig for keramikken, da den bedst opfyldte mit ønske om en kreativ uddannelse. Det må have været en svær beslutning for mine forældre at efterlade mig kun 16 år gammel i et lejet værelse i Kamenz, 160 km hjemmefra. Min far havde stor tillid til, at jeg kunne klare mig på egen hånd. Udlejeren holdt et vågent øje med mine gæster, det var forbudt at tage mandlige besøgende med på værelset. I denne lille provinsby var den største fornøjelse at gå på byens værtshus eller at blive inviteret på restaurant på byens militærbase.
For pigerne var det et trofæ at have en officer som kæreste, bare han ikke var fra Libyen. Var man kæreste med en udlænding med den hudfarve, blev man regnet for at være ludder og ville blive fuldstændig isoleret i byen. Man besøgte heller ikke den russiske lejr, med mindre man ville købe ”varme varer”. Rygtet om, hvad der kunne ske, afholdt os fra ethvert besøg.
Efter arbejde kørte jeg ofte med nogle af mine kolleger til det nærmeste stenbrud for at bade, eller vi gik til ungdomsklubben for at spille skak eller lytte til musik og danse. Somme tider tog vi også til en af de mange byfester i de nærmeste landsbyer. Jeg besøgte ofte venner, der boede længere ude på landet. Husene her var stadig med lerstampede gulve, og vandet skulle hentes fra brønden i gården. Jeg elskede morgenmaden disse steder. Klokken 6 om morgenen, når vi vendte hjem efter vores fester, ventede der os et overdådigt morgenbord med friskstegt skinke og æg, serveret af forstående mødre med smil i øjnene, før det gik videre med deres hjemmearbejde.

De efterfølgende tre år forløb uden store problemer. Jeg lærte hurtigt at være en teenager fra storbyen i et landsbymiljø. I weekenderne tog jeg per autostop tilbage til Berlin, først for at spare penge, men senere også af nysgerrighed.

Med tiden fik jeg mere selvtillid, og mine autostopture bragte mig til Tjekkoslovakiet og Polen, hvor jeg i min barndom havde tilbragt adskillige sommerferier. Jeg mødte mange udlændinge og begyndte at undre mig over, hvordan livet mon var andetsteds. Jeg havde allerede tidligt lært at tilpasse mig nye omstændigheder og dermed lært at overleve, og endelig viste mine sprogkundskaber sig nyttige. Selvom jeg havde hadet sprogundervisningen i skolen, måtte jeg nu tilstå, at det faldt mig forholdsvis nemt at lære tilstrækkelig med ord for at klare mig i udlandet.
Efter det fysisk hårde arbejde i keramikfabrikken blev weekenderne mine højdepunkter. Endelig kunne jeg lægge den triste grå provinsby bag mig og gense landevejen med alle dens eventyr og overraskelser. På en af disse ture mødte jeg jazzmusikeren Abert Mangelsdorf, der var på vej for at deltage i en jazzfestival, og jeg blev inviteret med på resten af hans tur rund i Østtyskland. Til de følgende koncerter som eksempelvis i Dresden tilbragte jeg nogle fantastiske dage med musik, jeg dårligt nok kendte, men kom til at holde meget af. Mangelsdorf var et meget tålmodigt, anstændigt og varmhjertet menneske. Han introducerede mig for en helt ny verden af musik og musikere fra denne tid.

På motorvejen til Berlin mødte jeg rockmusikere, sælgere, arbejdsmænd og mange andre. Jeg delte deres historier med dem og lyttede til de mærkværdigste skæbner og blev inviteret til steder, jeg ellers aldrig ville have besøgt. Engang blev jeg således inviteret til et bryllup i Polen. Det endte med, at jeg tilbragte hele weekenden der. Hjertelige mennesker delte deres mad og hjem med mig, og til tider forsynede de mig også med proviant til hjemrejsen. Man skal huske på, at jeg på dette tidspunkt kun var sytten år gammel og kun tjente 170 Mark om måneden, hvoraf 60 Mark gik til huslejen. Kun få gange i løbet af disse år på landevejen følte jeg mig i fare. Jeg var et naivt og nysgerrigt pigebarn med meget held, fuld af drømme og håb.

Efterhånden som årene gik, ville jeg ikke forlade den synkende skude, som Østtyskland på dette tidspunkt var. Jeg havde arvet stolthed og tillid til mennesket fra min far, troede jeg. Jeg var overbevist om, at en ærlig og oprigtig indsats kunne skabe forandringer. Jeg havde planer om mit eget keramikværksted i Berlin. Jeg har altid ønsket at komme tilbage til Berlin.

På motorvejen havde jeg også truffet en ung dansker, der var tre år ældre end jeg. På dette tidspunkt vidste jeg ikke, at denne unge mand ville komme til at ændre hele mit liv.
Ved vores første møde var jeg kun seksten år, og det skulle vare yderligere seks år, før vi kunne leve sammen i Danmark.
Året, hvor jeg blev atten år, prøvede vi på at blive gift, men vi kunne ikke få tilladelse fra ministeriet. I al hemmelighed håbede mine forældre stadig på, at min kæreste og jeg ville stoppe vores forhold på grund af alle disse vanskeligheder. Nogle af mine slægtninge ville ikke have noget med os at gøre på grund af deres frygt, de arbejdede i statstjenesten. Jeg blev overvåget i al den tid af den tyske efterretningstjeneste, jeg blev frataget mit pas,(Personalausweis) og en endeløs række af besværligheder begyndte.

Efter at jeg havde færdiggjort min uddannelse som keramiker, kunne jeg ikke få arbejde i statsdrevne virksomheder, og kun ganske få private ville ansætte mig af frygt for repressalier. Efter lang tids søgen fandt jeg arbejde i et lille pottemagerværksted i Crinitz ved Finsterwalde, halvvejs til Berlin. Arbejdet var temmelig kedeligt, og det eneste virkelig spændende sted i denne landsby var den gamle keramikfabrik, ejet af familien Kiesel og ledet af den unge Christel. Det var et gammelt familieforetagende, hvor også broderen var en fremragende pottemager, men desværre led af en svær psykisk sygdom, hvilket gjorde situationen endnu sværere ud over problemer med at kunne opretholde en økonomisk forsvarlig forretning. Det viste sig hurtigt, at stedet var et spændende mødested for mange forskellige slags mennesker. Jeg mødte mange kunstnere, bl.a. Stötzer, unge punks, musikere og mennesker med ekstrem forskellige baggrunde. Her mødte jeg endelig keramik lavet med hjerteblod, og trods besværligheden med at opretholde værdifulde traditioner blev der arbejdet med visioner i keramikken såvel som i livet.
Jeg kom som så mange andre i Christels værksted for at arbejde sammen, diskutere eller tilbringe gode stunder i fællesskab. Jeg tilbragte stort set al min fritid her sammen med Christel, venner og besøgende og lærte værdien af forskelligheden i vores livsvisioner. Hendes tålmodighed, åbenhed og tillid gav mig for første gang en reel baggrund for at diskutere alle aspekter i livet. Desværre var jeg ikke særlig glad for mit arbejde og søgte efter noget nyt. At skulle flytte derfra faldt mig meget svært, også fordi jeg var kommet til at holde af de mennesker, hvor jeg havde lejet mit værelse. De havde introduceret mig for slagtefest og blodpølse og havde vist mig, hvordan man holder dyr og have. Det efterfølgende år spiste jeg dog ikke kød, men jeg blev heller ikke vegetar.

Igen havde jeg uventet heldet med mig og fik arbejde som husholderske hos præstefamilien Meckel i Vipperow, hvor præstens kone også var keramiker. Landsbyen ligger nord for Berlin. Jeg vil aldrig glemme tårerne i min fars øjne, da han afleverede mig der, så langt fra det, han havde opdraget mig til og håbet på. Ud over husarbejde og lidt keramik lærte jeg også at føre en husholdning for denne familie med deres to børn og de mange, mange gæster.
Også her mødte jeg mange kunstnere, musikerne fra ”Ton, Stein und Scherben”, kunstnere og aktivister fra det grønne undergrundsparti, der senere blev kendte skikkelser i det politiske liv. Aftenerne gik ofte med diskussioner om miljøproblemer, den aktuelle politiske situation såvel som mangelen på bevægelses- og opinionsfrihed. Nogle af de besøgende tog mig med på ekskursioner i de nærmeste omgivelser for at forklare, hvordan de forestillede sig, man kunne beskytte naturen og miljøet. Nogle af dem så nærmest ud, som om de boede i skoven med deres lange hår og skæg.

Jeg vidste, at mit nye job kun var et kortvarigt pusterum og ikke skulle være permanent. Derfor flyttede jeg ind hos keramikeren Manfred Müller, der havde et landhus tættere på Berlin, indtil jeg i min søgen fandt en ubeboet lejlighed i Berlin Freidrichshain. Denne lejlighed opdagede jeg tilfældigt fra vejen, mens jeg vandrede rundt i byen. Jeg flyttede ind uden lejekontrakt eller viden om, hvem den tilhørte.

Jeg fik for en kort stund arbejde hos keramikeren Beate Bendel i nærheden. Jeg vidste, at jeg ikke kunne være så længe i den besatte lejlighed og fik igennem nogle af mine bekendte fra min tid som autostopper en lejlighed til fremleje i Boxhagener Strasse. Det var ekstremt svært at finde en lejlighed i Berlin, alt havde jo været statskontrolleret. Da Beate ikke længere kunne beholde mig, begyndte jeg at arbejde på treholdsskift på en industrikeramisk fabrik i Berlin Lichtenberg.

I al den tid havde min kæreste og jeg holdt sammen. Nu fandtes der ingen anden udvej mere. Jeg skrev en sidste gang til ministeriet for indrepolitiske anliggender og beskrev udførligt de sidste fem års kamp for at forlade landet officielt. Jeg lod heller ingen tvivl tilbage om, at hvis det ikke lykkedes denne gang, ville jeg selv finde midler og veje til at forlade landet efter den 1. april 1985.
Direktøren for den fabrik, hvor jeg arbejdede, kendte til mine problemer, men havde alligevel ansat mig. Dette gengældte jeg med en næsten 24-timers konstant arbejdsindsats de sidste uger inden min flugt. Jeg forlod Østtyskland dagen inden min deadline, natten til den 1. april 1985.
Den eneste, der var bekendt med mine planer om at flygte, var min veninde Jutta fra Berlin. Hun hjalp mig også med at gemme mine vigtigste ejendele i hendes fars sommerhus, resten efterlod jeg i min lejlighed. Aftenen inden min flugt tilbragte jeg sammen med Jutta i min lejlighed. Det føltes meget mærkeligt. Jeg var meget nervøs og plaget af tvivl, om det nu også var den rigtige beslutning. Jeg vidste ikke, om jeg ville passere grænsen i live, eller om jeg ville tilbringe det efterfølgende år i fængsel, men jeg var fast besluttet på at gennemføre flugten. Jeg forlod Jutta grædende denne nat, vel vidende, at det ville vare mange år, før vi ville kunne gense hinanden.

Det var denne dag, jeg tabte mit hjemland for altid.

De første revolter ved grænsen og de udenlandske ambassader mod systemet var begyndt i disse år. Men det skulle vare yderligere fire år, før systemet kollapsede, og stykker af muren blev tilbage som et mindesmærke. Nogle af ambassaderne gav asyl til dem, der var flygtet ind på deres område, kun den danske ambassade udleverede til politiet.

Mit nye liv startede i et supermarked i Schweiz. Jeg vil aldrig glemme den første omfavnelse i friheden, min danske forlovede havde lidt lige så meget som jeg.

Dette år var alt mintgrønt.

Jeg var nu på vej til Italien og rejste med en anden kvindes pas. Det skulle kun være for nogle dage. Jeg kan stadig erindre duften af min første frisklavede espresso i en bar med utallige spejle og blankpudsede messingbeslag og fyldt med latter. Det var en varm forårsdag, dengang i april, og elegant klædte damer i høje stiletter promenerede forbi mig som syngende sommerfugle. Da vi forlod Ligurien på vej til Tyskland, havde jeg ingen anelse om, at Italien mange år senere skulle blive mit andet hjem. Himlen var fuld af skyer, da vi endelig ankom til Hamburg.

Jeg tilbragte to måneder her for at bringe mine papirer i orden. Jeg flyttede ind i en lille lejlighed, som venner til Henri, min forlovede, havde skaffet, og jeg gjorde et ihærdigt forsøg på at tilpasse mig dette nye liv.

Byen var grå, kun lysreklamerne gav gaderne liv. Jeg holdt af byen om natten, med alle dens farvede lys- der fik en til at glemme. Kun de ganske unge russiske prostituerede, der promenerede søgende efter kunder mindede mig om den anden virklighed. Min nabo, en ung mand, havde forelsket sig ulykkeligt i en af dem, men havde ikke råd til hende. De fleste samtaler i mit nye liv handlede om penge eller vejret, hvordan man kunne spare eller finde tilbudsvarer. Jeg var glad, da jeg fik mine papirer og endelig kunne forlade byen uden at skulle passere en af flygtningelejrene i Sydtyskland. Da jeg hentede mit pas, afviste jeg, som jeg havde gjort tidligere på den østsiden, at arbejde som informant.

To måneder senere hentede min kæreste mig hjem til Danmark. Vi ankom til hans forældres hus om aftenen ved spisetid. Hans mor stod i køkkenet og formede i tavshed frikadeller. Hans far og søster smilede til mig og gav mig en hjertelig omfavnelse og bød mig velkommen under konstant snak. Næste morgen flyttede vi med alle vores ting ind i vores nye fælles hjem, en gammel bondegård kun få kilometer fra Errindlev på Lolland. Henri var mest hjemme i weekenderne, i vores hjem med de lave lofter, brændeovn og koldt vand. Dette gav mig masser af tid til at overveje, hvordan vi kunne udbygge og forbedre vores hjem.

I begyndelsen var det svært med sproget, men allerede efter et halvt år kunne jeg klare mig selv. Jeg søgte arbejde for at kunne være med til at betale vores gæld tilbage og klare husholdningsudgifterne samt lægge lidt til side, så vi kunne bygge vores gamle svinestald om til et keramisk værksted. Jeg fik arbejde nogle få gange om ugen i København hos kunstnerægteparret Salomonsen. Han arbejdede med skulpturer og hun med emalje og keramik.

Jeg havde brug for flere penge og fik arbejde på keramikfabrikken Eslau Keramik i Sengeløse i nærheden af København. Jeg havde lejet et værelse på ugens hverdage. Jeg arbejdede normalt 10 timer og kunne således tage hjem om torsdagen. Efter nogle måneder skulle jeg være medlem af fagforeningen, ellers ville jeg miste mit arbejde. Da jeg havde fået nok af påtvungne forbund, takkede jeg pænt nej og mistede mit arbejde. Jeg flyttede tilbage til Errindlev og aftalte et møde med vores lokale bankmand, en frisk mand i halvfjerdserne. Han tilbød mig en lille kredit, så jeg kunne starte mit eget lille keramikværksted.

For at kunne betale min gæld tilbage, arbejdede jeg nu som kosmetikekspedient på færgen mellem Tyskland og Danmark og som lærervikar på skolerne rundt omkring. Derudover havde jeg et job hos et keramikerægtepar tæt på, hvor vi boede. Det var et meget venligt og hjælpsomt ægtepar, men efter nogen tid kunne jeg ikke holde deres konstante snak om Scientology ud. Jeg havde aldrig før hørt om denne sekt, men den forekom mig meget suspekt, da paaret skulle bruge masser af tid og penge på meget dyre kurser.

Samtidig begyndte jeg med opbygningen af mit eget værksted. Min keramik blev godt modtaget af publikum. Jeg blev medlem af det danske kunsthåndværkerforbund. Jeg deltog på mit første internationale symposium for NCEA i Boston, USA.

At komme fra en lille dansk landsby til en by som Boston eller New York City var overvældende. Det føltes som en hjemkomst. Hver nat hørte jeg i klubberne jazz, blues, rock i Greenwich Villige og sommetider Woody Allan på sin saxofon. Om dagen besøgte jeg de utallige gallerier og kunstnerværksteder i Soho. Denne by var så fuld af liv, at man ganske enkelt blev revet med.

Jeg boede i den 63. gade hos Nancy, en veninde til en ung mand, som jeg havde mødt dagen før min afrejse til New York. Nancy og jeg blev gode venner, og jeg forlængede mit ophold fra to uger til to måneder. Jeg var ikke meget for at skulle forlade denne pulserende by, men derhjemme ventede mit hjem og min kæreste Henri.

Hjemme igen i Denmark begyndte jeg på nogle nye serier i keramik og malerier, inspireret fra min tur. Jeg optog forbindelse med gallerier og kunstforeninger, som tilbød at vise mine værker. Livet var roligt igen med hjemlige pligter og mit arbejde med keramik og maleriet. Nu og da mødtes jeg i weekenderne med nogle venner eller gik ud og dansede. Henri og jeg måtte også erkende, at vores fælles tid nærmede sig sin slutning, da vores samliv i længere tid mere havde lignet en bror/søster forhold. Vores forhold var sandsynligvis blevet konsumeret af alle de strabadser, vi havde måttet gennemgå for at leve sammen i de foregående år.

På en af mine weekendudflugter deltog jeg af nysgerrighed i en skønhedskonkurrence, og ved samme lejlighed mødte jeg en ung tandlæge, Finn Poulsen. Vi blev uventet forelsket, og allerede en uge efter flyttede jeg ind hos ham. Da jeg dog ikke ville blive for økonomisk afhængig af ham, valgte jeg at åbne mit eget værksted i det nedlagt bageri, som jeg havde købt i Kettinge på Lolland.
Med meget engagement fra mine venner og tidligere svigerfamilie kunne jeg nu åbne mit første værksted og galleri, som jeg selv ejede. Det var et meget gammelt og forsømt hus, jeg havde købt, og det tog mange år, før det var næsten fuldstændig renoveret.
I mellemtiden havde jeg fundet arbejde som fast lærervikar, og om aftenen serverede jeg i en Bodega. Weekenderne tilbragte jeg stadig med mit arbejde på færgen, alt dette for at kunne afdrage på min gæld. Der blev kun meget lidt tid til mit kreative arbejde, som jeg dog stadig fandt tid til ind imellem. Jeg var meget træt efter et sådant arbejdsår. Jeg opgav mit arbejde på færgen og i restauranten og havde for en kort stund selv en bodega. Finn, min kæreste, ønskede et mere familieorienteret liv, men han holdt mig aldrig tilbage i mit forsøg på at være økonomisk uafhængig og i min søgen efter at videreudvikle mig kunstnerisk. Jeg besøgte ofte og gerne Ulla Frellsen, en dansk kunstner, der boede tæt på mit atelier. Det udviklede sig altid til lange samtaler om vores gøren og laden som mennesker, og den dag i dag påskønner vi begge dette gode venskab og vores udveksling af tanker og ideer.

Næsten samtidig med at jeg mødte Finn, havde jeg søgt om en studieplads i Portugal. Kun få måneder efter fik jeg pladsen. Opholdet bestod af privat indkvartering hos en meget rig juvelerfamilie med videokamera og egen rengøringsdame.
Jeg kunne ikke tilpasse mig deres livsform ret godt og prøvede at undgå at belaste deres ansatte huspersonale yderligere. Deres unge rengøringshjælp rejste ofte hjem på sin fridag, og en gang fik jeg lov til at ledsage hende til hendes families ydmyge hytte uden vand og varme, kun bestående af et enkelt rum. Der blev ikke betalt ret meget for hendes arbejde 12 timer seks dage om ugen.

Selvom værtsfamilien var meget venlig mod mig, var jeg glad for at forlade dem, jeg kunne simpelthen ikke vænne mig til deres livsstil. Mit ophold varede kun seks uger, og derfor valgte jeg at tilbringe størstedelen af min tid i grafikværkstedet og galleriet AVUR i Porto, hvor jeg kunne samarbejde med andre kunstnere og møde ligesindede. Dette resulterede også i, at jeg ikke så ret meget af selve byen. Her på værkstedet i Porto lavede jeg mine første grafiske tryk, stenlitografier, siden min barndom med linoleumstryk. Jose Salgado og Carlo C. var en fantastisk hjælp og indførte mig med megen tålmodighed i teknikken at arbejde med litografiske sten. Jeg lavede to tryk på deres håndpresse. Jeg var meget begejstret for teknikken og håbede at kunne fortsætte, når jeg kom tilbage til Danmark.

Tilbage i Danmark gik der kun få måneder, før jeg søgte ind på et udvekslingsprogram. Jeg huskede stadig tydeligt mit sidste besøg, og da jeg blev antaget, blev jeg meget glad. Det var et ophold på seks måneder, først et fire ugers sprogkursus i Torino og efterfølgende et praktikophold i et kunstnerværksted. Jeg lærte italiensk sammen med Birthe Jensen, keramiker, Kika Møller, papirkunstner, og Johanna Ludvigsen og Vibeke Lindhardt, begge tekstilkunstnere.

 

Efter dette sprogkursus havde jeg fundet et praktiksted sammen med Birthe, et mosaikværksted i Monza i udkanten af Milano. Vi boede kort tid på et hotel, indtil vi fandt en lille lejlighed ved Piazza Loretto. Jeg var tilbage i storbyen og nød dette liv med natklubberne, overdådige middage og nattelivet. I dagtimerne arbejdede jeg på mine mosaikker, trods trætheden og udskejelserne. Milano er en fantastisk by med dens historiske bykerne, men også en af modens højborge med restauranter i international klasse og mange kulturelle events. I begyndelsen havde vores mosaiklærer forsøgt at placere os i et katolsk kloster, men vi takkede pænt nej til tilbudet. Vi var meget glade for vores lille lejlighed i bymidten. Sideløbende med mosaikarbejdet, malede jeg lidt baggrund for en film og et modestudie. Jeg prøvede også at tegne mosaikudsmykning til moderne arkitektur. Det lykkedes desværre ikke at omsætte dette i virkeligheden, ingen ville bekoste den slags udsmykninger. Jeg lærte meget om glas- og mosaikteknikker hos Torneguzzo i Monza. Birthe sørgede samtidig for, at mine fødder blev ved med at stå på jorden. Efter min hjemkomst til Danmark var mit hoved fyldt med ideer til glas- og stenmosaikker.

Jeg opsøgte adskillige arkitekter, bl.a. i Nykøbing F. Her mødte jeg Gorm Larsen, en mand i sin bedste alder, med skæg og et ansigt, der aldrig syntes at smile. Jeg introducerede mig selv og mine ideer angående glas og mosaik. Han var venlig og lyttede opmærksomt, som så mange af hans kolleger havde gjort. Jeg var heldig, endelig mødte jeg nogen, der forstod mine ideer. Han implementerede mine ideer om en glasmosaik i et stort projekt for Dow, senere Danisco, et af de største danske firmaer. Jeg tegnede en glasmosaik til deres foyer, der allerede fra lang afstand kunne ses, når den lyste i natten. Det var et meget langsommeligt arbejde, hver enkelt sten på under en centimeter skulle bearbejdes i hånden. Arbejdet tog næsten et år. I løbet af dette år blev Gorm Larsen og jeg venner og fortsatte også senere vores samarbejde.

 

Mit liv i den følgende tid var meget intens. Ofte tilbragte jeg hele dagen i mit værksted og kom først meget sent hjem om aftenen, kun for at fortsætte enten med at arbejde eller mødes med venner. Det var ofte hektisk, og mit samliv begyndte at lide under denne livsførelse. Jeg registrerede det ikke med det samme og bildte mig selv ind, at det var helt normalt i et samliv. Jeg blev gravid, men min kæreste Finn syntes ikke om tidspunktet i vores liv. Jeg blev meget ked af det. Han havde kautioneret for mig til den danske stat i tilfælde af, at jeg ikke kunne sørge for mig selv. Og jeg var ikke sikker på, at jeg kunne klare at overleve som enlig mor. Jeg syntes ikke, at der var nogen steder at gå hen. Jeg græd hele vejen til hospitalet, jeg aborterede for anden gang, denne gang dog provokeret. Set i bakspejlet tror jeg, at dette var begyndelsen til enden i mit forhold til Finn, selvom vi efterfølgende levede sammen i nogle år. Ved min hjemkomst fra mit årlige ophold i Italien, forlod han mig. Jeg flyttede over i mit værksted. Det tog mig mange år at komme over dette tab.

Jeg arbejdede excessivt fra dette tidspunkt i mit liv og fandt tilfredshed i mit arbejde. Efter at jeg havde færdiggjort mosaikarbejdet, begyndte jeg igen med keramik og maleri. I det efterfølgende år havde jeg mange udstillinger i Danmark og Europa. Et galleri støttede mig især, det var Galleri Syd. Udstillingsrummet var stuen i den gamle landsbyskole i Søndre Alslev på Falster. Familien havde altid samlet på kunst med en speciel interesse for Cobra.

Jeg blev indlemmet i den lange række af kunstnere, der blev præsenteret her, og kort efter fik jeg en soloudstilling. Udstillingen forløb godt, og det skabte for første gang rum til, at jeg kunne fordybe mig i mit arbejde. Fra nu af behøvede jeg kun at undervise få timer om ugen for at kunne overleve. Jeg holdt meget af at arbejde med børn, og vi havde det godt med hinanden, mit utilstrækkelige dansk og deres utilstrækkelige tysk dannede grundlag for en ligeværdighed, der gav os mulighed for at vokse i fællesskab.

Jeg viste regelmæssigt mine arbejder i Tyskland. Ved en af disse udstillinger mødte jeg billedhugger Inka Uzoma, og det blev begyndelsen til vores tætte venskab.
Galleri Syd havde introduceret mig for mange kunstnere, herunder Gunleif Grube, Gina Pellon, Jørgen Nash, Liz Zwick, Gordon Fazakaly, Rubin, Nes Lerpa, Frank Paul, Knud Nielsen, Peter Nyborg og Ansgar Elde. Jeg besøgte adskillige af disse kunstnere i deres atelierer, således Gina Pellon i Paris og Ansgar Elde i Italien. Ansgar Elde og jeg kunne lide hinanden ved første blik, og han inviterede mig til Italien, hvor han og hans kone Toni boede. Han var en stille og reserveret mand og lignede nærmest en, der lige var kommet ind fra gaden. Jeg var nysgerrig og efterkom invitationen allerede nogle måneder senere.

Dette møde er noget af det bedste, der er sket for mig i mit liv.

Hans hjem blev mit hjem. Udover at være min bedste ven, blev han også den gode ”faderfigur” og mentor, jeg havde savnet så længe. Toni, hans kone, og deres familie indlemmede mig i deres familie. Der var denne selvfølgelighed i vores hengivenhed og kærlighed, som vi delte. Ved morgenbordet kunne vi sidde uden at skulle konversere, det føltes afslappet og hjemligt. Toni og Ansgar havde en lille treværelses lejlighed i midten af Savona. Fra tagterrassen kunne man se bjergene fra baglandet og helt ud til det åbne hav. Når vi gik rundt i byen, mødte vi mange mennesker, der behandlede Ansgar som en af deres egne. I nogle restauranter blev vi dog ikke ligefrem mødt med venlighed, fordi vores tøj så fattigt og slidt ud. Han var en mand af få ord, men når han begyndte at tale på sin rolige og venlige måde, var det altid værd at lytte, selvom han var meget sensibel og følsom.
Når vi spadserede gennem byen, mødte vi ofte kvinder i dyre pelse og med blond farvet hår, som hilste hjerteligt og fulde af respekt.

Sommetider begyndte Toni og Ansgar at synge uden synlig grund. Han kunne finde på at skrive vigtige ord og sætninger på køkkenfliserne, eller vi malede en eftermiddag i fællesskab køkkenskabene for at overraske Toni. Hun forstod altid hans intentioner og påskønnede hans anstrengelse. Denne gang var det ikke kun maden og vinen, det fantastiske vejr eller livsstilen, som knyttede mig så tæt til Italien, det var disse mennesker, der havde givet mig en plads imellem sig. Aldrig før havde jeg følt mig så tryg, accepteret og hjemme.

Siden da kom jeg hvert år til Italien mindst 3-4 måneder. Jeg boede hos Ansgar og Toni og arbejdede i det nærliggende værksted for keramik og glas, eller jeg malede i Ansgars atelier i Santuario kun få kilometer fra Savona. Ved mit første besøg mødte jeg også Tonis bror Alfredo, der ejede et grafikværksted med tilhørende galleri. Alfredo var altid åben for nye ideer og eksperimenter. Han introducerede mig for mange italienske kunstnere, som han arbejdede sammen med, bl.a. Aldo Rossi, Sabattelli, Luzatti og mange andre. Her på hans værksted blev det til mange fælles stunder med grafikken i centrum. Jeg var altid så ked af det, når jeg skulle forlade Italien.

Ved en udstilling i København mødte jeg musikjournalisten Jan Poulsen. Han introducerede mig for en af sine boende gæster, hans amerikanske musikerven Russ Tolmann. Kort tid efter blev Russ og jeg mere end bare venner. Vi havde meget til fælles ud over musik og kunst. Først senere fandt jeg ud af, at vi begge stammede fra disharmoniske familier, og også begge havde bulimi. Han var den første mand, jeg havde mødt, der græd oprigtigt og vedkendte sig sin angst og turde dele sine inderste følelser med mig. Det var ret usædvanligt for mig at møde en sårbar mand som ham, som ikke havde brug for at synes stærk i offentligheden. Han vedkendte sig også, at han regelmæssigt gik til psykolog. At tale om den slags var i Danmark stadig et tabuemne for mange. Til at begynde med følte jeg mig lidt utilpas, og jeg brugte nogle år for at forstå, hvilken gave jeg havde fået i ham, når han delte de mest fragile og frygtfulde erindringer fra sit liv med mig.
Han var også årsag til, at jeg endelig fik mod til at vedkende mig min egen spiseforstyrrelse og dermed fik mulighed for at få bugt med den. Før vores forhold vidste jeg ikke, hvor almindelig denne sygdom i virkeligheden var, og at mange mennesker af begge køn skamfuldt led under den. Fordi han levede det meste af tiden i Los Angeles, USA, fik jeg mulighed for at bo sammen med ham der og rejste også en del rundt. Jeg lærte mange af hans musikerkolleger at kende som Bad Religion, Steve Wynn og mange andre. Mit værksted i Danmark havde jeg i mellemtiden omdannet til vores hjem.

Jeg havde opgivet at arbejde med keramik i mit værksted i Danmark. Jeg foretrak nu at arbejde undervejs på mine rejser og arbejdede ofte bedre på velforsynede værksteder i Italien. At rejse i USA gav mig mulighed for at gense kolleger som Marvin Lipofsky fra San Francisco og andre i både Texas, Arizona og Seattle. Det gjorde et dybt indtryk på mig at opleve forskellen i deres dagligdag i de forskellige stater i USA og at møde mennesker, der kun havde en vag anelse om, at der eksisterede andre steder i verden end deres nære omgivelser. Ofte oversteg deres bevægelsesradius ikke mere den 30 miles. Jeg besøgte indianerne i lejre, hvor deres indkomst stammede fra fyrværkeri og kasinoer. Jeg besøgte andre, der boede i containerhjem og selvfølgelig dem, der var vores nærmeste naboer på Vinestreet i Hollywood. Jeg var meget overrasket over, at stort set hver større by havde et ”Little Italy” og en ”Chinatown”. Når jeg besøgte familier i deres hjem, fik jeg oftest det indtryk, at der ikke var nogen, der lavede mad derhjemme, køkkenet var altid pænt og rent og syntes ubenyttet og forladt, til tider fandtes der kun en mikroovn. Det var ikke mangel på penge, men sandsynligvis den anderledes livsstil, hvor pladsen omkring et fælles hjemligt spisebord nærmest var en saga blot.

Det Amerika, jeg mødte, var en kompliceret blanding af racer, kulturer og livssyn. Jeg fandt aldrig ”amerikaneren”. Jeg fandt mange forskellige mennesker med samme forskelle som også i europæiske lande. Måske var det netop denne rejse, der huskede mig på, hvor meget jeg var interesseret i vores fælles humanistiske base. Jeg stillede mig gentagne gange det spørgsmål, om der fandtes et ”os”? For at opnå en større indsigt besluttede jeg mig til at rejse endnu mere. Russ, min kæreste, havde nok at se til med sin musik, men vi talte timevis i telefon eller sendte indtalte bånd til hinanden for at fortælle om vores liv hver især. Jeg havde heldet med mig og tjente nok med mit arbejde i Europa til, at jeg kunne fortsætte med mine rejser.

Hjemme i Danmark efterlod jeg de værker, jeg havde lavet undervejs i de gallerier, hvor jeg arbejdede. Jeg fik en invitation til at arbejde nogen tid i Fundacion Valparaiso i Mojacar, et subtropisk område i Spanien. Under mit ophold der mødte jeg andre kunstnere, forfatteren Inge Eriksen og en tysk maler. Værelserne var ikke ligefrem velegnede til at male i, men jeg arbejdede alligevel særdeles godt i min tid der.

Om morgenen tog jeg ofte en løbetur til havet og passerede på min vej pebertræerne med deres stærke duft og mandeltræerne med deres friske, bitre og giftige frugt. Jeg husker tydeligt aftenerne i landsbyen. Det begyndte ofte med en guitarspiller i en tom bar og endte i et kaos af stampende, råbende og syngende mennesker, der dansede flamenco. På den tid var det kun en lille søvnig landsby ved havet.
Ofte kom sigøjnerne her. De levede i de huler, der borede sig ind i bjergene rundt omkring. Jeg var overrumplet over deres hurtige rytmer, og det faldt mig ganske naturligt at danse til deres musik uden at skulle tage hensyn til trinene. I selve kunstnerresidensen tilbragte jeg en mærkelig tid, fordi forstanderparret var meget disharmonisk og ofte forsøgte at involvere de derboende kunstnere i deres kampe. Dette fremgik også af gæstebogen fra tidligere besøgende.
Til trods for denne problematik nød jeg det fantastiske landskab og det behagelige vejr. Jeg var kommet i min minibus, og som så ofte før, når jeg rejste i Europa, kunne jeg bevæge mig ubundet og endda sove i bilen. Bilen tillod endvidere, at jeg kunne bringe mange ”skatte” med hjem til Danmark. Ved slutningen af mit ophold ankom Russ for at gennemføre sin turne i Europa, og han gav også nogle koncerter i Spanien, hvilket gav os mulighed for at rejse en del sammen i Spanien. Lige inden vores afrejse til Danmark boede vi kortvarigt i et pragtfuld hus i Tenerife hos Jens Illum Berg og besøgte også Marokko.

Før min afrejse til Spanien havde jeg arrangeret nogle vandreudstillinger i gallerier og kunstforeninger. Jeg blev også tilbudt en soloudstilling på Stiftsmuseet i Maribo. Ved en gruppeudstilling i Thistrup havde jeg kort forinden mødt forfatteren Per Højholdt, og efter nogle brevvekslinger besluttede vi at arbejde sammen på en grafisk mappe. Per Højholdt tillod, at jeg udvalgte fire af hans endnu ikke offentliggjorte digte til mappen og bearbejde deres indhold til en serie grafik, der ikke skulle fremstå som illustrationer, men udelukkende skulle sidestille alle digtene. Vi var begge meget tilfredse med resultatet.

At rejse betyder for mig at møde mange mennesker og at være sammen med dem i hverdagen på henholdsvis deres og mine levevilkår. Jeg kunne ikke undlade jævnligt at foretage sammenligninger. Min interesse for kulturelle forskelle og deres baggrund blev skærpet. Jeg besluttede mig for at opsøge de forskellige ”oprindelige folkeslag”. Charlotte,min veninde, halv dansk og halv grønlænder, havde ofte nævnt, at hun syntes, jeg skulle besøge Grønland. Vi havde ofte snakket om shamaner, overtro og tankeoverføring og om de forskelle, der fandtes desangående i de forskellige kulturer. Vi havde ofte undret os over vores stærke tilknytninger og fællesskaber, også dette var grunden til, at hun syntes, at jeg skulle rejse til Grønland.

Jeg mødte Lars Rasmussen, Knud Rasmussens (Grønlandsfareren) barnebarn dengang, kort efter jeg var kommet første gang til Danmark. Lars fik øje på nogle billeder i min bil, og i løbet af kort tid var gulvet i sommerhuset fyldt med mine billeder. Han begyndte at fortælle om Grønland, lyset i mine billeder havde mindet ham om hans tid deroppe. Den aften solgte jeg mine første billeder i Danmark med lyset fra Grønland, selvom jeg ikke vidste, hverken hvem Knud Rasmussen var, eller hvor Grønland sådan helt præcist lå. Inden jeg forlod huset den aften, lovede vi hinanden i spøg, at vi ville mødes næste gang i Grønland. Dette var i 1985.

Egentlig er jeg jo mere til de varme egne, og tanken om at skulle pakke mig tykt ind og kæmpe mig igennem snestorme, som jeg kan huske fra Jack Londons historier, dybt begravet i min barndom, pirrede mig ikke ligefrem. Alligevel kunne jeg af en eller anden grund ikke komme uden om Grønland.

Jeg skrev et postkort til Kulturministeriet i Grønland og fortalte om mig selv og min interesse for Grønland. Jeg postede brevet på vej til Spanien, hvor jeg skulle være de næste 2 måneder for at male.

Jeg glemte alt om Grønland… Isen, kulden, og hvad jeg skulle med så meget sne.

Jeg kom tilbage fra opholdet i Andalusien, Spanien, Foundacion Valparaiso, fra Beckettfonden med en masse oplevelser – afbrændt siena, lugten af frisk peber, næsten ingen vand og sigøjnerne, der levede i jordhuler. Jeg mødtes med dem om aftenen til danse, sang og spil på guitaren. Bønderne og fiskerne – med løftet hoved under deres slidte hatte – drømmende om fremtiden. Politiet med maskinpistoler – gamle koner, som jeg gav et lift med deres tunge hvide plasticposer, og som til afsked rakte mig nogle af de plukkede kaktusfrugter omhyggeligt rengjorte for deres brændende små torne. Jeg blev tiltrukket af denne blanding af stolthed, åbenlys glæde og sorg, raseri og lidenskaber – livets flamenco.

Jeg kom hjem og savnede raseriet!

I bunken af breve, regninger og reklamer lå så en tyk konvolut – en flybillet til Grønland. Nu var jeg på vej… mod isen, kulden og uendeligheden.

Naturen, menneskene og farverne i Grønland er utrolig kraftfulde. Den bedste måde for mig at bearbejde denne kraft og energi på er at involvere disse farver i mine malerier.

Den første måned efter min ankomst til Grønland kendte jeg ingen. Jeg tilbragte mindst tre eller fire timer med at se ud af vinduet, hvor den samme udsigt forandrede sig, alt efter vejret. Hvor lyset og farverne skiftede hurtigt fra det ene øjeblik til det næste. Jeg gik lange ture, bare for at se sneen og isen blive forvandlet til guld, og lysets farver delte dem i millioner af diamanter. Sneen, der forblev så hvid, at jeg sommetider ikke engang kunne se mine fodspor. Den var som græs, der rejste sig igen, efter at jeg havde trådt på det. Det var et fantastisk syn, når solnedgangen indfarvede himlen med dens purpur, orange og lyseblå farver. Farverne var så kraftige, at det næsten føltes, som om jeg befandt mig midt i en tegnefilm. Hver dag gik jeg de syv kilometer ned til havnen for at snakke med folkene der og for at se mig omkring. Meget ofte ville fiskerne invitere mig ned på deres skibe til en kop kaffe og en snak. Det var meget nemt at snakke med dem. De smilede altid og hilste på mig. De havde lært, at når de smilede, blev vi, de “fremmede”, imødekommende. De undrede sig over, at europæerne så så triste ud, så de ville prøve at gøre dem mere glade. På en måde havde de ret.

På det tidspunkt stod jeg stadig udenfor – som tilskuer.

De fleste besøgende i Grønland er med til at forandre det forhold, Inuiterne, de oprindelige folk, har til natur og tid. Som vampyrer suger de de bedste elementer af den eskimoiske kultur og dens traditioner uden at efterlade noget i bytte. Jeg havde på dette tidspunkt besluttet mig til at kommer tilbage for at lære landet, dets kultur og mennesker bedre at kende. At være i Grønland fik mig til at undre mig over, hvorfor jeg altid havde så travlt i Europa. Hvordan kan det være, at fem minutter er blevet så vigtige?
En gang under en tur op i fjeldene satte jeg mig ned for at tage omgivelserne til mig. Efter et stykke tid hørte jeg en bankende larm og opdagede, at jeg græd. Jeg genkendte lyden som min egen hjertebanken. Jeg hørte den som lyden uden for min krop. Jeg følte mig meget lille. Naturen bragte tingene i perspektiv for mig. Sommetider kan det være godt ikke at have kontrol. Det var på dette tidspunkt, jeg spurgte mig selv, hvad jeg lavede hjemme i Europa. Enten elsker du eller også hader du Grønland. Enten overlever du der, eller også gør du ikke. Du kan ikke lyve her, ikke engang for dig selv.
Der var så meget tid til at udforske mig selv, fordi jeg hele tiden var direkte konfronteret med de ting, der skete omkring mig. Mens jeg rejste rundt med min udstilling, skete der nogle gange morsomme ting. Grønlænderne gik hen til mine bronzer, der var placeret et sted i centrum af byen, og pegede med fingrene på dem, og i sikker afstand rørte de dem med fingerspidserne. Mange af dem havde aldrig set bronze før. Senere lå børnene på dem og solede sig, så snart der var mulighed for dette. Det kan godt være, de ikke ved noget om kunst, men de vil i hvert tilfælde fortælle dig, om de kan lide det eller ej.

Jeg havde taget citroner med fra min rejse igennem Spanien for at placere dem på min keramik. Menneskene her ville røre ved dem og snuse til dem, til deres stærke friske dufte og deres flotte blade, der stadig sad på dem. Jeg fortalte dem alt fra dette sted i Spanien, hvor disse citroner kom fra, og også om de mennesker, der levede der. Sommetider fortalte nogle grønlændere, over en kop kaffe, historier om deres familier, om deres bedstemor, der var 102 år, om deres bygder, om deres drømme og deres frygt. Udstillingen var retrospektiv over mit arbejde de sidste ti år, med arbejder fra Italien, Spanien, Danmark og mange andre steder i verden, som jeg havde besøgt for at arbejde. Jeg ville vise betydningen af og forskellen i farver, landskaber og følelser. Inuiterne reagerede kraftigt på mine bronzer, men også på mine spanske billeder – de kunne genkende sig selv i disse tætte og robuste skikkelser. Mine billeder fra Spanien rummede de glødende brune sienafarver fra Andalusien, som man også kunne finde i det grønlandske efterår. Begge nationaliteter deler de samme karakteristika: små, kompakte, mørkhudede skikkelser med en masse stolthed, selvom de er fattige.

 

Mit ophold i Grønland har helt sikkert efterladt sig spor hos mig, og fra tid til anden savner jeg denne specielle følelse af rum og tid. Jeg er vendt tilbage flere gange, og aldrig før har et land gjort et så uudsletteligt indtryk på mig.

Jeg kom til Danmark og påbegyndte igen en intensiv arbejdsperiode. Jeg afsluttede også mit forhold til Russ Tolmann. Jeg kunne ikke forestille mig et liv sammen med ham resten af mine dage. I den tid begyndte jeg også at drømme om at blive pilot og tog flyveundervisning. Her mødte jeg Ib Frydendahl, en ingeniør, der gik i træsko som en lastbilchauffør. Vores kærlighed voksede langsomt og kontinuerligt. Han studerede for anden gang og arbejdede samtidig. Vi delte nogle vidunderlige år, og jeg ville ønske, at det kunne have varet ved. Han er et hjertensgodt menneske, der stadig den dag i dag er en del af mit liv. Timingen var simpelthen ikke god, vi var i forskellige livscykluser og afsluttede derfor vort samliv.

Desværre havde jeg stadig en hel del at bearbejde fra min fortid. Med tiden og ved hjælp af supervision fra en psykolog kunne jeg frigøre mig fra min bulimi og finde sundere måder at tage mig af mig selv og min fortid på. Jeg helede langsomt.

Jeg koncentrerede mig igen om mit arbejde med grafik og en del bestillingsarbejder. Jeg havde adskillige soloudstillinger i forskellige lande og blev præsenteret gennem flere gallerier og på en del kunstmuseer. Med færdiggørelsen af flere af mine bestillingsarbejder lærte jeg at håndtere større opstillinger professionelt. Jeg samlede erfaringer i planlægning, ideudvikling og gennemførelse af projektarbejde. Jeg rejste til Spanien, USA, Canada, Mexico og Brasilien for at samle inspiration til nye værker og udstillinger.

I Grønland engagerede jeg mig også i etableringen af en kunsthåndværkeruddannelse og ligeledes i udvikling af andre kreative uddannelser. Jeg gennemførte yderligere en udstilling i Grønland, denne gang på en militærbase. Her mødte jeg Ralph, en ung sergent, der muliggjorde, at jeg kunne observere dagligdagen, troen og adfærden i militæret. Dette åbnede også for samtaler og diskussioner af enhver art, fra politik til privatliv, med det militære personale i alle rangordener. Kun ved en tilfældighed var jeg ikke om bord på det militærfly, der kort tid efter styrtede ned i Island.

Efter endt udstilling fløj jeg tilbage til Danmark med militærets herkulesfly og var plaget af svære rygsmerter. Det viste sig at være en diskusprolaps. Jeg var meget nedslået over beskeden, men heldigvis kunne jeg blive opereret allerede få måneder efter. Min genoptræning tog næsten et år. Det var svært for mig at acceptere at være sengeliggende og at skulle plejes dagligt af Ralph. Han var meget tålmodig og hjælpsom, men allerede på det tidspunkt vidste vi begge, at vores ønsker til livet afveg så meget fra hinanden, at et videre samliv ville være umuligt. Vi blev dog ved med at være gode venner.
Som jeg plejede, vendte jeg tilbage til Italien og Savonna. Ved min ankomst til lufthavnen i Nice sad jeg i rullestol. Familien blev kridhvid i ansigterne, og tårer trillede ned ad Ansgars kinder. Da jeg rejste mig fra rullestolen, bredte der sig et lettelsens smil over deres ansigter.

Det var et krav fra luftfartsselskabet, at jeg skulle transporteres i rullestol for at kunne opnå den fornødne pleje undervejs. Det var dejligt at være sammen med min italienske familie igen og at kunne begynde at overveje nye arbejder. Efterhånden som kræfterne vendte tilbage, rejste jeg tilbage til Danmark og renoverede mit værksted i Kettinge. Jeg etablerede også mit første grafiske værksted. Når jeg ikke lige arbejdede kreativt, forberedte jeg min kommende soloudstilling i Nordic Herritage Museum Seattle. Denne udstilling omfattede denne gang også en stor fotografisk udstilling fra Grønland (venligst udlånt fra Grønnlændernes Hus i København). Forberedelserne beslaglagde al min tid, og sammen med min ven Carsten forberedte jeg ligeledes min første bog: ”Heike Arndt” med langt over 100 farvegengivelser af mine værker. Bogen blev introduceret ved udstillingsåbningen i Seattle, USA. Jeg tilbragte 3 måneder i Seattle og boede først hos nogle amerikanske venner, senere hos direktøren for museet, Marianne Forssblad. Hun er en af de mest imponerende kvinder, jeg har mødt, altid sprængfyldt med energi. Vi arbejdede godt sammen og blev nære venner.

Udstillingen blev modtaget særdeles godt og på forespørgsel holdt jeg en del foredrag om mit arbejde samt om mine rejser. Et af disse foredrag holdt jeg privat hjemme hos Mell og Pete Schoening for deres store familie. Pete var bjergbestiger i verdensklasse og kendt for sin ”belay”. Hans datter Kristian havde hørt et af mine foredrag og havde efterfølgende arrangeret denne event. Hendes familie og særdeles Pete Schoening udviste stor interesse for Grønland og havde længe ønsket at planlægge en rejse dertil. Vi blev gode venner, men desværre nåede vi ikke mere at arrangere rejsen til Grønland, inden han døde af kræft. På det tidspunkt vidste jeg ikke meget om bjergbestigning. Jeg havde kun mødt en bjergbestiger fra Milano og overværet hans træning i en sportshal, hvilket ikke forekom mig særlig spændende.

Under min udstilling i Seattle mødte jeg en ung amerikaner, Chris, og vi blev gode venner. Han besluttede at tage tilbage til Europa sammen med mig, og vi fortsatte sammen til Italien. Det viste sig, at han ikke kun var l vidunderlig charmerende og kunne forføre italienske kvinder, men at han også var interesseret i klatring.
Det viste sig også, at Alfredo, Tonis bror, i sin ungdom havde været en ivrig bjergbestiger og havde gemt alt sit klatreudstyr. Næste dag kørte vi til nogle bjerge lige i nærheden, som jeg aldrig havde vandret i. Jeg lider af højdeskræk, og det var en af disse få grå dage om foråret ved foden af Monte Cucco. Chris, den unge amerikaner, begyndte at klatre opad, og jeg fulgte efter. Det var første gang for mig, og jeg stirrede 50 meter ud i ingenting, og mine hænder holdt fast i alt, hvad de kunne få fat i, hvilket ikke var meget, og helst ville jeg ikke flytte mig overhovedet. Til alt uheld begyndte det at regne, og kalkstenen blev glat. Jeg troede, jeg var enden nær. På dette tidspunkt kunne jeg simpelthen ikke forestille mig, at det reb, som jeg var sikret med, kunne holde mig.

Senere lærte jeg at kontrollere min højdeskræk og begyndte at klatre. Jeg fandt ud af, at Finale også var kendt som et af de største sportsklatreområder i Europa. Mindst 3 gange om ugen forsøgte jeg at finde nogen at klatre med. Jeg klatrede regelmæssigt med min gode ven Romano, en tresårig ingeniør, som tålmodigt lærte mig op. Senere mødte jeg mange nye klatrevenner undervejs. Endelig havde jeg fundet en sport, som jeg virkelig brændte for. Gennem klatring og bjergbestigning lærte jeg også en hel ny gruppe af mennesker at kende.

Jeg havde opgivet min drøm om at flyve, da det var for kompliceret og for dyrt.
Denne nye fysiske aktivitet sammen med mit kreative arbejde viste sig at være en perfekt kombination. Om morgenen løb jeg til Alfredos grafikværksted, Mazzottis keramikværksted eller de 7 kilometer til Ansgars værksted. Når vejret var godt, holdt jeg fri nogle timer midt på dagen fra mit kreative arbejde og tog ud og klatrede. Jeg holdt meget af at klatre, og det muliggjorde, at jeg blev herre over min højdeskræk, men også, at jeg styrkede min koncentration, motorik og min indre ligevægt. Denne kombination af fysisk, mental styrke og genvunden tillid hjalp mig til at forbedre min evne til at fokusere og styrke min motorik. Efter sådanne dage var jeg trods træthed fuld af energi, klar til at arbejde kreativt. Min højdeskræk har dog aldrig helt forladt mig.

Efter min tilbagekomst til Danmark søgte jeg efter en mulighed for at fortsætte med min klatring og fandt en klatreklub i København. Jeg søgte efter klatrepartnere, hvilket viste sig ikke at være helt let. Jeg deltog i klatrekurser og tog på en weekendudflugt til Bornholm, hvor jeg lærte Lars, en ingeniør og entusiastisk klatrer, at kende. Vi klatrede stadig hyppigere sammen og endte med at blive kærester. Lars boede i København og i min søgen efter en lille lejlighed fandt jeg en lille nedlagt forretning, som jeg omdannede til et udstillingslokale med en lille arbejdsplads til grafik. Igen skulle der renoveres. Jeg måtte erkende, at landlivet på Lolland ikke kunne opfylde mit ønske om at møde nye mennesker. Med galleriet i København kunne jeg nu veksle mellem by- og landlivet, hvilket passede mig glimrende.

Lars var meget interesseret i sport, og han lærte mig også at stå på telemarkski, hvilket jeg nød ligeså meget som at klatre. Han rejste ofte med sit arbejde, og det gav mig mulighed for at udforske nye steder, som jeg ikke tidligere havde besøgt. Vi rejste sammen til USA, Brasilien og store dele af Europa. Jeg følte mig meget presset med ombygning både i Kettinge og i København samtidig, udover at jeg havde mine forskellige projekter med keramik, grafik og andre arbejdsområder.

Vores sidste fællesrejse gik til Etiopien. Denne rejse blev begyndelsen til noget helt nyt, med nye samarbejdspartnere som eksempelvis Folkekirkens Nødhjælp. Jeg havde planlagt at undersøge, om jeg kunne være med til at starte et projekt op, hvor kunst og sociale aktiviteter kunne føre til udvikling af mere struktureret kunsthåndværk og dermed give betalt arbejde. Desværre måtte jeg under mit besøg erkende, at dette ville kræve al min energi igennem lang tid.
Efter min seks ugers rundrejse med mange observationer og samtaler med utallige mennesker fordelt over hele landet, måtte jeg erkende, at det ville kræve al min koncentration i flere år, hvis jeg ønskede en helhjertet indsats som kunstner. Jeg vidste, at steder som her, hvor de mest basale livsbetingelser ikke er sikret, ville det være meget svært og tidskrævende at arbejde. I min efterfølgende udførlige rapport fra rejsen prøvede jeg at påpege nogle muligheder i forbindelse med det omfangsrige børnemisbrug og ligeledes, hvordan jeg så på mulighederne for egenforsørgelse. Jeg havde også andre projekter undervejs, som jeg ville koncentrere mig om. Min rejse til Etiopien gav et særdeles godt indblik i sociale strukturer. Sammenholdt med mange andre lande, som jeg havde besøgt, blev jeg endnu en gang overbevist om, at alle mennesker har de samme basale behov, og at netop det danner grundlag for, at vi kan komme hinanden i møde.
Efter min tilbagevenden til Danmark fik jeg at vide, at Ansgar led af alvorlig kræft, og at min sidste chance for at være sammen med ham i live ville være at møde ham i Paris, hvor venner havde organiseret en udstilling med hans arbejder. Jeg deltog i en fantastisk åbning, hvor han var blandt sine nærmeste venner, og jeg fik gode tid til at være sammen med ham de efterfølgende dage.

Kun en uge efter ringede Toni til mig og bad mig komme til Savona. Hun fortalte mig, at Ansgar ikke havde langt igen. Jeg sad i lufthavnen uden at kunne komme af sted, da flyet var aflyst på grund af dårligt vejr, og nåede derfor ikke frem før dagen efter begravelsen. Alfredo og jeg sagde næste dag farvel til den opstigende røg fra krematoriet. Jeg var meget ked af det, men smilede til min overraskelse i taknemlighed – jeg havde fået det bedste i mit liv af ham, og han vil for altid forblive en del af mit liv. Jeg vil aldrig miste ham helt.

Tilbage i Danmark skiltes Lars og mine veje. Det kostede mig år at overvinde tabet af håbet om nu endelig at kunne skabe balance i mit privatliv og mit arbejde. I alle disse kriser i mit liv har mine nærmeste venner som Jane, Inka og Tietsche, Thomas og Lise, Gorm og Lise samt mine italienske venner og min italienske familie stået mig bi og været mit faste holdepunkt. Jeg havde allerede på et tidligt tidspunkt i mit liv valgt at opgive min kontakt til min tyske familie med undtagelse af mine bedsteforældre samt min onkel Ronald og min tante Ruth.

Mit værksted i Danmark var nu renoveret og klar til kommende arbejder. Jeg arbejdede på forskellige udstillinger i Europa. Om foråret rejste jeg tilbage til Italien og boede igen sammen med Toni, der led ualmindelig meget efter tabet af Ansgar. Vi led begge meget på grund af hans død, men bearbejdede det meget forskelligt. Det viste sig nu med al tydelighed, hvor meget han havde betydet for os begge. Under mine oprydningsarbejder i hans værksted i Santuario funderede jeg over, om min tid i Italien nu ville være slut.

På trods af alt besluttede jeg mig for at arbejde videre på mine keramiske fade fra det foregående år. I løbet af denne proces genvandt jeg ønsket om at forblive i Italien, ikke kun som mit andet hjem, men også som min faste arbejdsplads. På en af mine mange klatreture til Finale Borgo, en gammel by i nærheden af Savona, fandt jeg nogle tomme lokaler. I løbet af en enkelt dag besluttede jeg at placere mit kommende nye værksted her. Jeg var stadig meget ked af det, men genvandt en smule håb med dette nye værksted. Tilbage i Danmark åbnede jeg min årlige endagsudstilling i mit galleri i Kettinge, og mere end 500 mennesker besøgte den. Mange af mine udenlandske venner mødte som sædvanlig op for at være sammen i flere dag. Inden weekenden havde jeg besøgt min læge – jeg havde gennem længere tid haft smerter i underlivet.

En uge senere kom svaret på testen fra laboratoriet. Jeg havde fremskreden kræft og skulle opereres omgående. Jeg havde for nylig underskrevet min kontrakt på mit nye værksted i Italien for at påbegynde mit nye livsafsnit der, og jeg tabte fuldstændig modet. Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kunne realisere min drøm om fremover at bo i Italien. På trods af alle dårlige odds udskød jeg operationen for at rejse til Italien og påbegynde istandsættelsen af mit værksted der.

Jeg fløj direkte fra Italien til operationen i København. Operationen gav mig meget mere fokus i livet. Jeg var taknemlig for mine venner og ligeledes for mange af mine tidligere kærester, der sammen med deres nye partnere støttede mig under hele sygdomsforløbet. Jeg havde formodet, at vi havde værnet om vores hengivenhed og venskab til hinanden – men at se det omsat til virkelighed var meget energigivende. Efter nogle måneders rekreation rejste jeg tilbage til Italien for at overvære og afslutte istandsættelsen af mit værksted. Mine venner fa Milano og mange andre viste sig som en stor hjælp. Nu hvor jeg var over de fyrre år, havde jeg også mere eller mindre mistet troen på, at jeg nogensinde ville gifte mig.

Kika, en italiensk veninde, ville hele tiden introducere mig for en argentiner, som hun kendte. Han trænede heste. Jeg tilbageviste gang på gang dette tilbud – men kun få måneder senere mødtes han og jeg tilfældigt. Først blev vi venner, efterfølgende boede vi sammen, og senere blev vi mand og kone.
Vores liv har aldrig været nemt, bl.a. fordi Alejandro oplevede store vanskeligheder i forbindelse med at få opholdstilladelse i Danmark. Vores samliv overlevede de to år med stor usikkerhed og uproduktiv ventetid, før vi kunne påbegynde et nogenlunde normalt liv i Danmark. I den mellemliggende periode besøgte vi hans hjemland Argentina. Det fantastiske landskab bar stadig tydeligt præg af ugerningerne fra fortiden. Vi fik tilbud om et ophold i en meget utilgængelig og afsides liggende hytte i Penisola Valdes, hvor jeg for første gang igen oplevede den samme fascination af vild og uberørt natur som i Grønland.

Vi rejste 7000 km i bil gennem landet og fulgte længst glemte spor af indianerne igennem ørkenlignende landskaber. Atter tilbage i byen havde jeg nogle møder vedrørende kommende udstillinger i Buenos Aires og Bahia Bianca nær Alejandros tidligere hjemsted.

 

Det tog næsten tre år for Alejandro at finde sin plads i det danske samfund, og i den tid gennemlevede vi i fællesskab hans depression, der var forårsaget af usikkerheden om fremtiden på grund af hans manglende opholds- og arbejdstilladelse forbundet med angsten for, at han som mellemamerikaner kunne blive betragtet som billig arbejdskraft, der kan misbruges. Erindringer fra østblokkens tid dukkede op hos mig. Det blev klart for mig, at jeg igen var blevet en del af et samfund, der mere og mere styres af mistillid og angst, og som kendetegnes ved manglende anerkendelse af og søgen efter en fælles base som menneske. Europa og den vestlige verden har nu skabt en ny mur omkring os, der kun vanskeligt kan passeres.

Sammen med min mand befinder jeg mig i et udfordrende og tillidsfuldt partnerskab, som jeg forventer at vil vare livet ud. Vi deler begge erindringen om et tabt hjemland, som vi kendte det engang. Vi forbindes også af en dyb kærlighed til hinanden og til naturen og af en grundlæggende optimistisk livsholdning. Vi er begge vant til at klare svære livssituationer, og alt dette sammenlagt giver mig troen på, at dette partnerskab kan holde.

Længe inden jeg mødte Alejandro havde jeg besluttet at rejse til Kina, hvilket jeg havde udskudt til 2005. Siden 2005 har jeg delt det meste af min tid mellem Danmark og Kina for at undersøge, rejse og arbejde i Kina. I Beijing har jeg under de størst tænkelige vanskeligheder, herunder sprogvanskeligheder og manglende kontakter, etableret et tidsbegrænset værksted. Nu har jeg allerede boet og arbejdet her det sidste halvandet år i et kunstnercompound, mellem hutongerne og det støt voksende businessdistrikt, og har konstant observeret mine omgivelser i forandring.

Jeg tror, at Kina for mig har været det mest ugæstfri sted, jeg har besøgt, nok på grund af den store omstillingsproces i landet. Det ser for mig ud, som om kombinationen af arvede traditioner, sporene af kulturrevolutionen og den voksende kapitalisme har efterladt psykopatiske træk i befolkningen. I Beijing forbereder jeg nu den udstilling, som jeg altid har villet lave – spejlinger af mennesker i forskellige livssituationer, og forhåbentlig kan beskueren blive mindet om sit eget liv og de følelser, det involverer.

Siden jeg forlod Østtyskland, har jeg mødt mennesker over hele kloden, og som oftest har jeg mødt dem i deres egne omgivelser. Møder under disse omstændigheder har bibragt mig en større forståelse af mig selv og lært mig at forstå andres adfærd. Ligeledes har det bestyrket min tro på, at vores ønske om og dannelse af fællesskaber åbner muligheder for en gensidig forståelse. På mine rejser er jeg meget glad for at bære rundt på hele min fortid, også minderne fra min barndom, og dermed mine smertelige, ubearbejded modtagede, og ubevidst forinderligte  følelser af skam.
Denne bearbejdede bagage giver mig mit nuværende grundlag for at kunne relatere til andre. Alligevel overvælder smerten over manglen på et fælles sprog mellem mennesker mig til tider. Jeg er også overrasket over, hvor svært det stadig er ,for os mennesker ,den dag i dag at erkende gennemslagskraften af individuelle beslutninger og deren indflydelse på vores liv i dets helhed.

Hver dag bringer nye spørgsmål,kampe,konflikter og trængsler der trænger sig på og vil erinneres.

At vandre i mellem forskellige verdener passer mig perfekt og det falder mig naturligt at udforske nysgerrigt vores menneskelige fællesskaber og sener synliggøre dem igenem mit arbejde..

I dag fandt jeg over Internettet et tomt lokale i Berlin kun få kilometer fra Zionskirchstrasse, her hvor alt startede engang. (opdatered indtil 2007)