Juliana Zevallos Tazza (FR)
Text written by GHA
Juliana Zevallos Tazza kombinerer trykteknikker og materialer for at skabe abstrakte collageagtige tryk i små formater, hvis motiver i intense farver minder om biologiske strukturer og mønstre.
Den franske kunstner bruger collografi-teknikken sammen med koldnålsradering og chine collé til at kreere dynamiske kompositioner, hvor diffuse former i stærke farver kombineres, krydser og overlapper hinanden. De flade perspektiver giver indtryk af, at processer og former finder sted på samme tid, selvom de bevæger sig i forskellige, tilsyneladende tilfældige retninger. Denne fornemmelse af, at alle strukturer i billederne på en eller anden måde er forbundet og ligeværdige, peger på et gensidigt afhængighedsforhold og en vedvarende vækst. De tilsyneladende tætte perspektiver giver oplevelsen af at kigge gennem et mikroskop og betragte objekter hobet op i små stakke.
Strukturerne synes at udvikle sig organisk og interagere med hinanden ligesom bakterier, blomster eller endda større miljøer som svampe eller moser. Scenerne tager sig således ud som finurlige undersøgelser af de ofte ubemærkede små verdener, logikker og regler, som livet følger, når farver og former kolliderer i et univers fyldt med bevægelse. Det er op til beskueren at udforske disse uendelige verdener af abstrakte former, som mimer naturprocessers overvældende og rige vækst.
Find more works in our webshop >>>
Conexion Lignes de Nazca