Backs klassiske træsnit centrerer sig omkring naturen som tema. Hun skaber en oplevelse, hvor seeren kan føle, at de går næsten gennem et landskab.

Solis’s aquatinte bearbejder digitale mønstre og farver. Han omformer digitale mønster ved hjælp af en klassisk teknik og dermed fremstår værkerne som delikat og blødere.

Richter-Hoffmans farverige linolsnit undersøger samspillet mellem strukturer og rum. De oprettede farvelag resulterer i en visuel spænding på papiret.

Georg Bothe’s abstrakte ætsninger bærer på en vis blødhed i deres struktur. Nogle af disse farvede linje-baserede former synes biologiske og minder os om naturen.

Glyn Newmans abstrakte linolsnit undersøger virkningen af ​​industrialiseringen. De adresserer samspillet mellem den urbane og den naturlige verden.

I Yoshinagas silketryk danner de anvendte linjer, kombineret med lyse farver, florale billeder. Disse opfordrer os til at bruge vores fantasi, når vi observerer disse blomstermotiver.

Kwons ætsninger repræsenterer dyr i nær abstrakte omgivelser. De anvendte iørefaldende farver kombineret med de tykke linjer fanger beskuerens opmærksomhed.

Viitas litografi kombinerer det klassiske udtryk for menneskelige kroppe med ornamenter. Hun skildrer figurative og detaljerede kroppe omgiven af en mønstre tåge.

Med brugen af ​​komplementære, ofte monokromatiske farveskemaer såvel som kontraster og skygger fokuserer José Schneedorfs på menneskelige figurer.

Den japanske kunstner Katsuko Onos legende ætsninger minder om et børneteater og vi får et glimt af hendes mytiske historier og eventyrverden.

Moossavis detaljerede akvatinter skaber en dyster følelse, både gennem de monokromatiske farver og de overfyldte, figurative og mønsterlignende gentagelser.

Det centrale i Norvilaités linolsnit er måske en udforskning af den mentale sundhed, og hvordan forskellige eksterne omstændigheder påvirker individerne.

I sine slående ætsninger spiller Mahdieh Azizi Rad med dimensioner og perspektiv for at få os til at føle os tættere på værket. Som et resultat af en sådan nærhed værdsætter vi de figurative, makabre detaljer.

Pomas engagerende ætsninger omhandler arkitektur. Langs de ætsede linjer bruger Poma akvatinten til at skabe skygger, der resultere tiltalende realistiske bystrukturer.

Heeds brug af farver skaber en følelse af enkelhed, der retter vores opmærksomhed på hoved aspektet af ætsningerne : den interessante kombination af genstande, mennesker og dyr.

Winbjörks ætsninger viser en kvinde med ryggen til os. Vi kan ikke se hendes ansigt, men vi er tvunget til at dechifrere hendes kropssprog.

Nubia Ozzi introducerer originalitet til sine koldnålsraderinger ved at sy dem. Disse repræsenterer byboere omgivet af bygningsfacader og minder os om vores eget byliv.

Pema Alberts farverige ætsninger understreger det mikroskopiske syn. De præsenterer detaljerede, fraktale lignende overflader, ofte med cirkulære eller cellulære mønstre i forskellige størrelser.

Restainos ikke-figurative serigrafier kan kun benyttes ved at acceptere kunst som et åbent system: indsigtsfuld og mutérbar

Via skildringen af den ​​moderne livsstil og dens kulisser smelter Ryan Falzons figurative serigrafier politiske og personlige udsagn sammen.

Fallahs detaljerede ætsninger afbilder skove og træer på en meget personlig måde. Det tilføjede hvide lag og teknikken tilføjer brikkerne en vis blødhed.

Sohee Kims ætsninger, surrealistiske og absurde scener ved hjælp af dagligdags indstillinger og objekter. Hendes detaljerede værker er både fascinerende og foruroligende.

Tim Southalls livlige ætsninger besidder en vis sarthed. Han baserer sine værker på metafysiske spørgsmål som eksistens og genstande.

Wohlfarths grafiske værker repræsenterer monokromatiske portrætter. Disse ansigter med seriøse udtryk er omgivet af malede lettere mønstre;hvilke skaber en eftertænksom atmosfære.

Kinoko’s linolsnit omfatter hovedsageligt geometriske mønstre. Hans futuristiske udtryk kombinerer farver med mange mønstre og perspektiv.

I hans ætsninger, både abstrakte men ofte figurative, skildrer Uddin mennesker, natur eller mikroskopiske syn på strukturer.

Alberto Ballettis ætsninger er kun delvis farvet, og til dels monokromatisk. Figurenes farvede ansigter retter vores opmærksomhed mod deres ansigtsudtryk.

Ewelina Kolakowskas intaglios viser mørke sammenfiltrede kroppe. En dystre atmosfære skabes også gennem værkernes monokromatiske farvevalg.

I sine intaglios spiller Kamil Kocurek med perspektiv. Hans tredimensionelle kompositioner narrer øjet og inviterer seeren til at undersøge værket nærmere.

Karin Tiefensee’s abstrakte silketryk er en udforskning af forholdet mellem farver og figurer. Farver og mønstre er lagdelt, hvilket hermed underbygger et imaginært landskab.

Madokas litografier er delikate og legende. Manglen på klare repræsentationer såvel som de anvendte lyse farver inviterer observatøren til at opdage dette imaginære landskab lidt efter lidt.

Puangbubphas ætsninger tegner scener af mørke fantasier. Ekstremt detaljerede væsener skildres i en usædvanlig natur, hvilket skaber et betagende og magisk miljø.

I sine ætsninger præsenterer Vinicius Libardoni majestætiske arkitektoniske scener. Følelsen af ​​ensomhed opstå,brugen af ​​perspektiv kombineret med de mange detaljer er meget imponerende.